Sportsforældre: sådan støtter du dit barn i sporten uden at lægge pres på

En god sportsforælder giver sit barn tryghed, praktisk hjælp og ubetinget opbakning, og lader træneren stå for det sportslige. Det lyder enkelt. Det er det sjældent, når du står på sidelinjen med dine egne nerver, har brugt weekenden i en hal og elsker dit barn. Det meste af det, der skaber pres, er ikke bevidst. Det er små signaler i stemmen, på sidelinjen og i bilen hjem.

Denne artikel handler om dig som forælder: din adfærd før, under og efter kamp, dine egne forventninger, samarbejdet med træneren, og hvad du gør, hvis dit barn vil stoppe. Vil du læse om barnets side, altså de mentale færdigheder, barnet selv kan lære, så læs sportspsykologi for børn og mentaltræning for unge atleter.

Læsetid: 15 Minutter

Hvad forskningen siger om forældre i sport

Knight, Berrow og Harwood (2017) opsummerer forskningen i forældre i ungdomssport i fire spor: hvordan forældrenes adfærd påvirker børnene, hvad der driver forældrenes adfærd, hvilke strategier forældre bruger, og hvordan forældre kan støttes. Det andet spor er vigtigt for denne artikel. Forældre opfører sig ikke tilfældigt. De reagerer på pres, de selv står i.

Knight og Holt (2014) interviewede 90 personer fra britisk tennis: unge spillere, tidligere spillere, forældre og trænere om, hvad der kendetegner god forældreinvolvering. Deres model har ét omdrejningspunkt: at forstå og understøtte barnets vej i sporten. Under det ligger tre ting:

1. Fælles mål. Forælder og barn er enige om, hvad barnet vil have ud af sporten.
2. Et følelsesmæssigt klima, hvor barnet oplever sig forstået, også når det går dårligt.
3. Adfærd til kamp, der passer til det, barnet har brug for.

Pointen er sammenhængen. De rigtige ord i bilen hjælper ikke, hvis stemningen derhjemme afhænger af resultatet.

Harwood og Knight (2015) beskriver seks kendetegn ved forældre, der støtter godt (se dem på børnesiden). To handler direkte om dig: at håndtere dine egne følelser til kamp og at tilpasse din rolle, når barnet bliver ældre.

Du er også under pres

Harwood og Knight (2009) spurgte 123 britiske tennisforældre, hvad der stressede dem. Svarene faldt i syv områder:

• Kampene (før, under og efter, inklusive modstandere, andre forældre og dommere)
• Trænerne
• Økonomien
• Tiden
• Søskende
• Organisationen omkring sporten
• Udviklingen af barnet i sporten

Kampene gav flest forskellige stressfaktorer, og forfatterne konkluderer, at forældre har brug for egne måder at håndtere kravene på. Når du bliver anspændt på sidelinjen, er det altså ikke fordi, du er en dårlig forælder. Men dit barn mærker det, og derfor skal du have en plan for dine egne reaktioner.

Øvelse: tjek dine egne forventninger

Sådan gør du: Sæt dig ned i ti minutter uden barnet og svar ærligt på tre spørgsmål.

1. Hvad håber jeg, at mit barn får ud af sporten om fem år? Skriv det ned.
2. Hvad tror jeg, mit barn selv svarer på samme spørgsmål? Spørg bagefter, og sammenlign.
3. Hvor mærker jeg, at det betyder noget for mig? Tid, penge, stolthed, egne drømme, at kunne følge med de andre forældre.

Målet er at få øje på de forventninger, der ellers siver ud i små kommentarer.

Før kampen: gør det praktiske, ikke det mentale

Mange forældre forsøger at hjælpe med det mentale før kamp: “Husk at være aggressiv”, “Træneren kigger på dig”. Det er godt ment, men lægger mere på et barn, der allerede er spændt. Det, der hjælper, er det praktiske: mad, væske, tid nok og en rolig stemning i bilen.

Sådan gør du:

• Spørg dagen før: “Er der noget, du har brug for fra mig i morgen?”
• Lad barnet selv styre, om der skal snakkes om kampen på vej derhen.
• Hold din egen nervøsitet ude af bilen.
• Slut af med det samme, hver gang: “Hav en god kamp. Jeg glæder mig til at se dig.”

Under kampen: én rolle på sidelinjen

Elliott og Drummond (2017) interviewede 86 forældre og unge fra australsk ungdomsfodbold om, hvad forældre siger under kampen, i pausen og på vej hjem. Forældre og børn tillagde de samme kommentarer forskellig betydning, og forældrene forklarede ofte deres egne kommentarer som naturlige og hjælpsomme. Det, du mener som opbakning, kan altså lande som pres. Beslut derfor på forhånd, hvilken rolle du har.

Sådan gør du:

1. Vælg din rolle: tilskuer og heppekor. Ikke ekstra træner, ikke dommer.
2. Hep på holdet og på indsatsen. “Godt kæmpet”, “kom så, blå”. Ikke instruktioner som “skyd!” eller “løb tilbage”.
3. Hold øje med dit kropssprog. Hænder over hovedet, suk og opgivende blikke ses fra banen.
4. Hav en plan, når det koger. Gå et par meter væk, træk vejret ud, eller hent en kaffe.
5. Mød dommer og modstandere ordentligt. Dit barn lærer af, hvordan du opfører dig.

Efter kampen og bilturen hjem

I bilen hjem mødes dine og dit barns følelser i et lille rum uden udgang. Forskningen om samtalerne i bilen og en model for, hvordan barnet styrer snakken, finder du på børnesiden. Her er fokus på det, du selv kan gøre.

“Jeg elsker at se dig spille”

Den vigtigste sætning efter en kamp handler ikke om kampen, men om, at din opbakning ikke ændrer sig med resultatet.

Sådan gør du: Sig den samme sætning efter hver kamp, uanset om barnet scorede tre mål eller sad på bænken: “Jeg elsker at se dig spille.” Uden et “men” bagefter. Når sætningen er den samme efter sejr og nederlag, lærer barnet, at din opbakning ikke er til forhandling.

Tre spørgsmål i stedet for analyse

Mange forældre har en kampanalyse klar, når bildøren lukkes. Prøv i stedet tre korte spørgsmål, når barnet er klar, gerne senere på dagen:

1. “Hvad var sjovest i dag?”
2. “Hvad lærte du?”
3. “Er der noget, du har brug for fra mig?”

Sådan gør du: Stil spørgsmålene, lyt og lad svarene stå uden at rette eller tilføje. Er du selv frustreret, så hold en fast regel: ingen snak om præstationen den første time, medmindre barnet selv tager den op.

Overblik: typiske situationer for sportsforældre

Situation	Det, der ofte sker	Det, der hjælper
På vej til en vigtig kamp	Forælderen minder om, hvor meget kampen betyder	Praktisk hjælp, rolig stemning og “jeg glæder mig til at se dig”
Barnet laver en fejl	Suk, armene i vejret eller et råb fra sidelinjen	Neutralt kropssprog og et “kom igen” til holdet
Barnet sidder på bænken	Forælderen kommenterer træneren højt eller i bilen	Spørg barnet, hvordan det oplevede det, og lad træneren stå for udtagelsen
Bilturen efter et nederlag	Kampanalyse og gode råd, mens følelserne er store	“Jeg elsker at se dig spille”, og så stille eller noget helt andet
Bilturen efter en sejr	Stor begejstring for resultatet og scoringerne	Samme sætning som efter et nederlag og spørgsmål om, hvad der var sjovt
Barnet siger, det vil stoppe	Forælderen bliver bekymret eller skuffet og prøver at overtale	Nysgerrige spørgsmål og tid, før der træffes en beslutning
Uenighed med træneren	Kritik af træneren foran barnet	En rolig samtale med træneren uden barnet til stede

Pres og forventninger: det, ingen siger højt

De fleste forældre mener ikke, at de presser deres barn. Men forventninger kan vokse uden at blive sagt: med prisen på udstyr og lejre, timerne i bilen og de andre forældres snak om udtagelser. Harwood og Knight (2009) fandt, at økonomi og tid var blandt forældrenes stressfaktorer. Problemet opstår, når investeringen bliver en del af samtalen med barnet: “Når vi nu har betalt for lejren”.

Sådan gør du:

• Hold regnskabet for sporten mellem de voksne. Barnet skal ikke bære det.
• Læg mærke til, om din stemning derhjemme ændrer sig med resultaterne. Ville dit barn kunne mærke forskel på dig efter en sejr og et nederlag?
• Spørg dig selv, før du siger noget om sporten: Er det til barnet, eller er det til mig?

Hvis dit barn har nerver eller tegn på præstationsangst, kan du læse mere om, hvad der sker, og hvad der hjælper, i præstationsangst i sport.

Talentudvikling: din rolle ændrer sig

Côté (1999) interviewede atleter, forældre og søskende i fire familier med eliteatleter og beskrev tre faser fra barndom til sen teenagealder: prøveårene, specialiseringsårene og investeringsårene. Familiens rolle ser forskellig ud i hver fase. Harwood og Knight (2015) peger i samme retning: Forældres involvering skal tilpasses, efterhånden som barnet bliver ældre og mere seriøst.

I praksis kan det se sådan ud:

Fase (vejledende)	Hvad barnet typisk har brug for	Din rolle
Prøveårene (ca. 6–12 år)	Glæde, leg, flere sportsgrene, venner	Mulighedsskaber: kør, hep, hold det sjovt
Specialiseringsårene (ca. 13–15 år)	Mere seriøs træning i færre sportsgrene, men stadig plads til andet	Sparringspartner: hjælp med prioriteringer, skole og hvile
Investeringsårene (ca. 15 år og op)	Høj træningsmængde og ambitioner, egne beslutninger	Bagland: ubetinget støtte, træk dig mere tilbage fra det sportslige

Overgangen til investeringsårene er ofte der, hvor forældre har sværest ved at slippe. Du bliver ikke mindre vigtig. Din vigtigste rolle bliver at være det sted, hvor præstationen ikke tæller. Læs mere om motivation hos unge i motivation i sport.

Rollefordeling: træner, forælder og atlet

Mange konflikter opstår, fordi rollerne flyder sammen, og barnet står i midten med to forskellige beskeder.

Rolle	Ansvar	Ikke ansvar
Atleten	Indsats, indstilling, at sige til, hvad det har brug for	De voksnes forventninger
Træneren	Det sportslige: teknik, taktik, udtagelse, træningsplan	Barnets hjemmeliv og opdragelse
Forælderen	Tryghed, praktisk hjælp, skole og hvile, ubetinget opbakning	Teknik, taktik og udtagelse

Samarbejde med træneren

Sådan gør du:

1. Tag kontakt tidligt i sæsonen, før der er et problem. Spørg, hvordan træneren gerne vil have, at forældre bakker op.
2. Tal med træneren, ikke om træneren, især ikke foran barnet. Barnet skal kunne have tillid til begge.
3. Vent et døgn med en svær snak efter en kamp.
4. Spørg i stedet for at kritisere. “Hvad skal hun arbejde med for at få mere spilletid?” giver mere end “Hvorfor sad hun ude?”
5. Lad den unge selv tage snakken, når alderen tillader det.

Klubber, der vil arbejde struktureret med forældresamarbejde og det mentale, kan læse om mentaltræning for klubber og akademier.

Når dit barn vil stoppe

Når dit barn siger “jeg vil ikke mere”, er det normalt at blive skuffet eller bekymret, især efter mange år og weekender med sporten. Men din første reaktion afgør ofte, om barnet tør fortælle, hvad der egentlig er galt.

Sådan gør du:

1. Hold din egen reaktion tilbage. Sig: “Tak, fordi du siger det. Fortæl mig mere.”
2. Find ud af, hvad det handler om. Er det sporten, holdet, træneren, presset, kroppen, skolen eller noget helt andet?
3. Giv det tid. En beslutning efter en dårlig kamp er ikke det samme som en beslutning efter en måned med tanker.
4. Overvej en pause eller en ændring frem for et ja eller nej. Et andet hold, færre træninger eller en anden sport kan være svaret.
5. Respektér beslutningen, når den er gennemtænkt. Barnets glæde ved at bevæge sig er vigtigere end den sport, det dyrker.

Handler det om en dårlig periode eller et svært nederlag, kan hvordan man håndterer nederlag konstruktivt være et godt sted at starte.

Hvornår skal du søge hjælp hos en mentaltræner?

En mentaltræner arbejder med de mentale sider af præstation og trivsel i sport. Det er træning, ikke behandling. Du kan læse mere om, hvad det indebærer, i mentaltræner i sport og hvad laver en sportspsykolog.

Det kan være relevant at søge hjælp, hvis dit barn:

• har været nervøst eller presset før kamp i flere uger
• præsterer markant dårligere i kamp end til træning
• begynder at undgå kampe, træninger eller udtagelser
• står over for en stor overgang, fx et talenthold, et akademi eller senior
• selv siger, at det gerne vil have hjælp

Det vigtigste er, at den unge selv har lyst. Mentaltræning, som en ung er sendt til mod sin vilje, virker sjældent.

Hvornår er der brug for en autoriseret fagperson?

Søg hjælp hos egen læge eller en autoriseret psykolog, hvis du ser ændringer i søvn, appetit eller vægt, hvis dit barn trækker sig fra venner og familie, hvis angst eller nedtrykthed fylder i hverdagen uden for sporten, eller hvis du er bekymret for dit barns helbred. Ved akut fare skal du ringe 112.

Kræver det klinisk udredning eller behandling, hjælper jeg dig videre til en autoriseret fagperson.

Sådan arbejder jeg med forældre og unge atleter

Jeg er mentaltræner og sportspsykologisk konsulent med en bachelor i psykologi (BSc (Hons) Psychology, Arden University) og en kandidat i sportspsykologi (MSc Sport and Exercise Psychology, Staffordshire University). Jeg har arbejdet med psykologi og sport siden 2017. Jeg er medlem af British Psychological Society og følger deres etiske retningslinjer.

De sidste 2 år har jeg haft over 200 klienter og atleter fra mere end 10 lande. Nogle har brug for 1–5 samtaler til et konkret problem, andre har arbejdet med mig over en længere periode.

Arbejdet foregår med den unge atlet. Vi starter med en samtale, hvor vi finder ud af, hvad der fylder: nerver før kamp, pres, tabt glæde eller en overgang til et højere niveau. Derefter laver vi en plan med konkrete værktøjer, som den unge træner mellem samtalerne. Jeg bruger bl.a. metakognitiv terapi, ACT, mindfulness og klassiske sportspsykologiske teknikker som rutiner, selvsnak, visualisering og målsætning, tilpasset alderen.

Når atleten er under 18, skal forældrene være med på, at forløbet starter. Det, den unge fortæller mig, bliver mellem os. Det er det, der gør det muligt at tale ærligt, også om forventningerne derhjemme. Hvis jeg bliver bekymret for den unges sikkerhed eller helbred, inddrager jeg forældrene, og det ved den unge fra starten. Hvis den unge ønsker det, og det er relevant, kan en fælles samtale med forældrene være en del af forløbet.

Er du i tvivl, om det er relevant for dit barn, så skriv til mig.

Samtalerne foregår fysisk i Kongens Lyngby, på Østerbro i København eller online. Se priser og 1-til-1 samtaler.

Ofte stillede spørgsmål

Kilder

• Côté, J. (1999). The influence of the family in the development of talent in sport. The Sport Psychologist, 13(4), 395–417.
• Elliott, S., & Drummond, M. (2017). During play, the break, and the drive home: The meaning of parental verbal behaviour in youth sport. Leisure Studies, 36(5), 645–656.
• Harwood, C., & Knight, C. (2009). Understanding parental stressors: An investigation of British tennis-parents. Journal of Sports Sciences, 27(4), 339–351.
• Harwood, C. G., & Knight, C. J. (2015). Parenting in youth sport: A position paper on parenting expertise. Psychology of Sport and Exercise, 16(1), 24–35.
• Knight, C. J., Berrow, S. R., & Harwood, C. G. (2017). Parenting in sport. Current Opinion in Psychology, 16, 93–97.
• Knight, C. J., & Holt, N. L. (2014). Parenting in youth tennis: Understanding and enhancing children’s experiences. Psychology of Sport and Exercise, 15(2), 155–164.