Sportspsykologi for børn: sådan støtter du dit barn i sporten

Sportspsykologi for børn handler om de mentale sider af at dyrke sport som barn og ung: glæde, motivation, nerver, pres, fejl og forholdet til trænere og forældre. Målet er ikke at gøre børn til små eliteatleter. Målet er, at de kan lide deres sport, bliver i den og lærer at håndtere pres på en sund måde. Forældre er en af de største faktorer i det. Både på den gode og den mindre gode måde.

Artiklen er skrevet til dig, der er forælder eller træner for et barn eller en ung atlet på ca. 10–17 år. Du får tegnene på, at dit barn har brug for mental støtte, hvad forskningen siger om forældrerollen, hvordan du taler med dit barn efter en kamp, og hvad mentaltræning med unge konkret går ud på.

Læsetid: 17 Minutter

Hvad er sportspsykologi for børn og unge?

Sportspsykologi er studiet af, hvordan tanker, følelser og adfærd hænger sammen med præstation og trivsel i sport. Du kan læse en bredere introduktion i sportspsykologi.

Hos børn og unge er vægten en anden end hos voksne eliteatleter. En 25-årig professionel skal præstere her og nu. En 13-årig skal udvikle sig, have det sjovt og lære at håndtere modgang. Det betyder tre ting i praksis:

• Glæden kommer først. Uden den holder barnet op, uanset talent.
• Omgivelserne fylder mere. Forældre, trænere og holdkammerater påvirker et barn mere end en voksen atlet.
• Metoderne skal passe til alderen. En 11-årig lærer ikke af lange samtaler om tankemønstre. En 16-årig kan godt.

Tegn på, at dit barn har brug for mental støtte

Alle børn har perioder, hvor sporten er mindre sjov, eller hvor de er nervøse før kamp. Det er normalt. Det bliver relevant at handle, når tegnene varer ved eller begynder at påvirke hverdagen.

Tegn	Hvordan det kan se ud
Fysiske reaktioner før kamp	Mavepine, kvalme, hovedpine eller dårlig søvn op til kampe og stævner
Undgåelse	Barnet vil ikke til træning, “glemmer” tasken eller vil ikke spille vigtige kampe
Forsigtigt spil	Barnet spiller sikkert for ikke at lave fejl og tør ikke tage chancer
Store reaktioner på fejl	Gråd, vrede eller selvkritik, der varer længe efter kampen
Stor forskel på træning og kamp	Kan det hele til træning, men præsterer langt under niveau i kamp
Tabt glæde	Taler ikke længere om sporten, eller siger “jeg gider ikke”
Det hele handler om resultatet	Barnets humør styres af, om det vandt eller tabte, scorede eller ej

Ét tegn er sjældent et problem. Flere tegn over flere uger er værd at tage alvorligt. Spørg nysgerrigt ind, før du konkluderer. Nogle gange handler det om sporten. Andre gange om skole, venner eller noget helt tredje.

Kræver det klinisk udredning eller behandling, fx ved vedvarende angst, spiseforstyrrelse, depression eller selvskade, hjælper jeg dig videre til en autoriseret fagperson. Det kan også være egen læge eller skolens PPR, der er det rigtige første skridt.

Forældrerollen: hvad forskningen siger

Forældre er ofte både chauffør, økonomi, heppekor og den, der trøster. Forskningen i forældre i ungdomssport er vokset meget de sidste 20 år, og den giver et ret klart billede af, hvad der hjælper, og hvad der skaber pres.

Det børnene selv ønsker

Knight, Boden og Holt (2010) spurgte 42 tennisspillere på 12–15 år, hvad de ønskede af deres forældre til turneringer. Svarene var tydelige. Spillerne ville gerne have, at forældrene:

• ikke gav tekniske og taktiske råd, især ikke hvis forældrene ikke selv kendte sporten godt
• kommenterede indsats og indstilling frem for præstation og resultat
• hjalp med det praktiske: mad, væske, påklædning og opvarmning
• opførte sig ordentligt over for modstandere og dommere
• havde et kropssprog, der passede til de støttende ord

Det sidste punkt er vigtigt. Børn lægger mærke til et hovedrystende suk på sidelinjen, også når du bagefter siger “det var fint”.

Seks kendetegn ved den støttende sportsforælder

Harwood og Knight (2015) samlede forskningen i en position paper om, hvad der kendetegner forældre, der støtter godt. De beskriver seks områder:

1. Vælge de rette muligheder og give den rette støtte. Tidligt handler det om varierede og sjove aktiviteter. Senere om at finde det rigtige miljø, hvis barnet selv vil satse.
2. En varm og autonomistøttende forældrestil. Varme, struktur og grænser, og samtidig plads til, at barnet selv har indflydelse.
3. Håndtere egne følelser til kamp. Forældre bliver også nervøse, skuffede og vrede. Det, du viser, smitter.
4. Gode relationer til træneren og andre forældre. Accepter trænerens rolle, og undgå at undergrave den.
5. Håndtere de praktiske krav. Tid, økonomi, kørsel og skole skal hænge sammen.
6. Tilpasse rollen over tid. Jo ældre og mere seriøs atleten bliver, jo mere skal du træde et skridt tilbage og være den ubetingede støtte.

Punkt 3 og 6 er dem, mange forældre har sværest ved. Det er ikke mærkeligt. Når man elsker sit barn, er det svært at se det kæmpe uden at gribe ind.

Pres sniger sig ind gennem små ting

Få forældre presser bevidst. Presset kommer oftere i små signaler: spørgsmålet “vandt I?” som det første, en joke om udtagelsen, en sammenligning med en holdkammerat, eller den gode stemning hjemme, der afhænger af resultatet. Et godt spørgsmål at stille sig selv er: Ville mit barn mærke en forskel i min stemning efter en sejr og et nederlag? Hvis ja, er det et sted at starte.

Tidlig specialisering og frafald

Mange forældre og trænere oplever et pres for at specialisere barnet tidligt: flere træninger, kun én sport, helårssæson. Forskningen anbefaler noget andet.

Côté (1999) beskrev talentudvikling i tre faser: en prøve-fase, hvor barnet dyrker flere sportsgrene og leger sig til færdigheder, en specialiseringsfase og en investeringsfase. Pointen er, at bred erfaring i barndommen ofte er et godt fundament for senere specialisering.

Jayanthi m.fl. (2013) gennemgik forskningen om tidlig specialisering og anbefaler, at intensiv træning i kun én sport for de fleste sportsgrene udskydes til sen teenagealder. Det mindsker risikoen for skader, psykisk stress og udbrændthed. IOC’s konsensuserklæring om udvikling af unge atleter (Bergeron m.fl., 2015) peger i samme retning og lægger vægt på, at sport for unge skal være inkluderende, sund og sjov på alle niveauer.

Hvorfor nogle stopper, og andre bliver

Fraser-Thomas, Côté og Deakin (2008) sammenlignede unge svømmere, der var stoppet, med svømmere, der var blevet i sporten. Forskellene handlede ikke om talent. De, der stoppede, havde oftere oplevet tidlig høj præstation, pres fra forældre i teenageårene og få venner i sporten. De, der blev, fortalte om en klub med en udviklingsfilosofi, åben kommunikation mellem træner og forældre og støtte fra venner uden for sporten.

Det giver tre konkrete ting at holde øje med:

• Fællesskab. Har barnet venner i sporten? Det betyder ofte mere end træningsmængden.
• Plads til andet. Har barnet venner, skole og interesser uden for sporten?
• Åben dialog. Taler du og træneren sammen, så barnet ikke står i midten?

Glæde og motivation: hvorfor “det skal være sjovt” ikke er blødt

Selvbestemmelsesteorien (self-determination theory) af Ryan og Deci (2000) beskriver tre psykologiske behov, der skal være dækket, for at motivationen kommer indefra:

Behov	Hvad det betyder i sport	Hvad du kan gøre
Autonomi	Barnet oplever, at det selv har valgt og har indflydelse	Spørg, hvad barnet selv vil arbejde med. Lad det tage beslutninger om egen sport
Kompetence	Barnet oplever at blive bedre og mestre noget	Ros konkret indsats og fremgang, ikke kun resultater
Tilhørsforhold	Barnet føler sig som en del af holdet og accepteret	Bak op om fællesskabet. Gør det let at have venner i klubben

Når de tre behov er dækket, træner barnet, fordi det vil. Når de ikke er, træner det, fordi det skal, og så er motivationen skrøbelig.

Visek m.fl. (2015) spurgte unge fodboldspillere, trænere og forældre, hvad der gør sport sjovt. Resultatet var 81 konkrete faktorer samlet i 11 dimensioner. Det interessante er, at “sjovt” ikke betød useriøst. Det handlede blandt andet om at prøve hårdt, blive bedre, have en god træner og være en god holdkammerat. Glæde og ambition står altså ikke i modsætning til hinanden.

Læs mere om motivation i sport.

Sådan taler du med dit barn efter kampen

Turen hjem fra kamp er et af de steder, hvor forældre har mest indflydelse. Den kan blive en god snak. Den kan også blive det, barnet frygter mest ved at spille.

Tamminen, Poucher og Povilaitis (2017) interviewede unge atleter på 11–16 år og deres forældre om samtalerne i bilen. Et gennemgående fund var, at timingen betyder meget: lige efter en dårlig kamp er følelserne store, og risikoen for konflikt er højest. Flere familier havde gode erfaringer med at aftale på forhånd, hvordan snakken skulle foregå. I et senere studie filmede Tamminen m.fl. (2022) bilturene og fandt, at størstedelen af tiden faktisk var stille, og at forældrene oftest stillede lukkede spørgsmål og sjældent åbne, reflekterende spørgsmål.

En enkel model til bilturen

Sådan gør du:

1. Start med noget, der ikke handler om præstationen. “Jeg kan godt lide at se dig spille.” Eller bare: “Er du sulten?”
2. Lad barnet styre, om der skal tales om kampen. Spørg: “Vil du snakke om kampen nu eller senere?” Respektér et nej.
3. Stil åbne spørgsmål, når barnet er klar. “Hvad gik godt i dag?” “Hvad var svært?” “Hvad vil du gerne blive bedre til?”
4. Kommentér indsats og indstilling, ikke resultat. “Du blev ved med at løbe hjem, også da I var bagud.”
5. Lad træneren være træner. Tekniske og taktiske råd hører til på træningsbanen.
6. Lav en aftale for fremtidige ture. Spørg dit barn, hvordan det gerne vil have, at I taler sammen efter kampe. Børn har ofte et klart svar.

Det kan du sige i stedet

I stedet for	Prøv
“Vandt I?”	“Hvordan var det?”
“Hvorfor skød du ikke?”	“Hvordan oplevede du den situation?”
“Du skal være mere aggressiv.”	“Hvad vil du selv gerne gøre anderledes næste gang?”
“Dommeren var elendig.”	“Hvad kunne du selv gøre noget ved i dag?”
“Du var den bedste på banen.”	“Jeg så, hvor hårdt du arbejdede i anden halvleg.”

Det sidste eksempel kan overraske. Ros er godt. Men ros, der handler om at være bedst, gør barnets selvværd afhængigt af at være bedst. Ros af indsats og konkrete handlinger holder bedre, også når det går dårligt. Læs mere om at håndtere nederlag konstruktivt.

Til trænere: små greb med stor effekt

Trænere er ofte dem, der ser barnet mest i sportssammenhæng. Nogle enkle greb gør en forskel:

• Mål udvikling, ikke kun resultater. Giv feedback på, hvad den enkelte er blevet bedre til.
• Gør fejl til en del af træningen. Sig højt, at fejl er der, hvor man lærer. Ros forsøget, også når det mislykkes.
• Giv valg. Lad spillerne vælge mellem to øvelser eller selv sætte et mål for ugen.
• Tal med forældrene tidligt. Et forældremøde om, hvordan I ønsker opbakning på sidelinjen, forebygger mange konflikter.

Klubber og akademier, der vil arbejde mere struktureret med det mentale, kan læse om mentaltræning for klubber og akademier.

Hvad gør en mentaltræner med unge atleter?

Mange forældre er usikre på, hvad der sker i en samtale med en mentaltræner. Kort fortalt: det er træning, ikke terapi. Vi arbejder med de mentale færdigheder, der hjælper den unge til at præstere og trives i sin sport. Hvis du vil vide mere om faget generelt, kan du læse hvad laver en sportspsykolog.

Alderssvarende metoder

Metoderne skal passe til den unges alder og modenhed:

Alder (ca.)	Hvad der typisk virker
10–12 år	Konkrete og korte øvelser: vejrtrækning, et fokusord, en fast rutine før kamp. Gerne med legende elementer. Forældrene er tæt involveret
13–15 år	Selvsnak, enkle mål, rutiner efter fejl, visualisering. Den unge begynder at kunne sætte ord på tanker og følelser
16–17 år	Mere selvstændigt arbejde med pres, identitet, perfektionisme, overgangen til senior og metoder som ACT og metakognitiv tilgang

Aldersgrænserne er vejledende. Nogle 13-årige er meget modne, og nogle 16-årige har brug for meget konkrete værktøjer. Læs mere om mentaltræning for unge atleter og om præstationsangst.

Samtykke og fortrolighed

To spørgsmål fylder ofte hos forældre: Skal vi som forældre give lov? Og får vi at vide, hvad der bliver sagt?

• Samtykke. Når atleten er under 18, skal forældrene være med på, at forløbet starter. Det er vigtigt, at den unge selv har lyst. Mentaltræning, som en ung er sendt til mod sin vilje, virker sjældent.
• Fortrolighed. Det, den unge fortæller mig, bliver mellem os. Det er netop det, der gør det muligt at tale ærligt om nerver, pres og tvivl, også når det handler om forventningerne derhjemme. Hvis jeg bliver bekymret for den unges sikkerhed eller helbred, inddrager jeg forældrene, og det ved den unge fra starten.
• Forældrenes rolle. Forældre kan få generelle råd til, hvordan de bedst støtter, uden at fortroligheden brydes. Nogle gange giver det mening med en fælles samtale, hvis den unge ønsker det.

Sådan arbejder jeg med unge talenter og deres forældre

Jeg er mentaltræner og sportspsykologisk konsulent med en bachelor i psykologi (BSc (Hons) Psychology, Arden University) og en kandidat i sportspsykologi (MSc Sport and Exercise Psychology, Staffordshire University). Jeg er medlem af British Psychological Society og følger deres etiske retningslinjer.

Jeg arbejder med unge talenter og deres forældre. De sidste 2 år har jeg haft over 200 klienter og atleter fra mere end 10 lande. Nogle har brug for 1–5 samtaler til et konkret problem, andre har arbejdet med mig over en længere periode.

Et forløb med en ung atlet starter med en samtale, hvor vi finder ud af, hvad der fylder: nerver før kamp, pres, tabt motivation, en skade eller overgangen til et højere niveau. Derefter laver vi en plan med konkrete værktøjer, den unge træner mellem samtalerne. Jeg bruger bl.a. metakognitiv terapi, ACT, mindfulness og klassiske sportspsykologiske teknikker som rutiner, selvsnak, visualisering og målsætning, tilpasset alderen.

Er du forælder og i tvivl om, hvordan du bedst støtter, så skriv eller ring, så finder vi ud af, hvad der passer.

Samtalerne foregår fysisk i Kongens Lyngby, på Østerbro i København eller online. Se priser og 1-til-1 samtaler.

Ofte stillede spørgsmål

Kilder

• Bergeron, M. F., Mountjoy, M., Armstrong, N., m.fl. (2015). International Olympic Committee consensus statement on youth athletic development. British Journal of Sports Medicine, 49(13), 843–851.
• Côté, J. (1999). The influence of the family in the development of talent in sport. The Sport Psychologist, 13(4), 395–417.
• Fraser-Thomas, J., Côté, J., & Deakin, J. (2008). Understanding dropout and prolonged engagement in adolescent competitive sport. Psychology of Sport and Exercise. https://doi.org/10.1016/j.psychsport.2007.08.003
• Harwood, C. G., & Knight, C. J. (2015). Parenting in youth sport: A position paper on parenting expertise. Psychology of Sport and Exercise, 16(1), 24–35.
• Jayanthi, N., Pinkham, C., Dugas, L., Patrick, B., & LaBella, C. (2013). Sports specialization in young athletes: Evidence-based recommendations. Sports Health, 5(3), 251–257.
• Knight, C. J., Boden, C. M., & Holt, N. L. (2010). Junior tennis players’ preferences for parental behaviors. Journal of Applied Sport Psychology, 22(4), 377–391.
• Ryan, R. M., & Deci, E. L. (2000). Self-determination theory and the facilitation of intrinsic motivation, social development, and well-being. American Psychologist, 55(1), 68–78.
• Tamminen, K. A., Bissett, J. E., Azimi, S., & Kim, J. (2022). Parent and child car-ride interactions before and after sport competitions and practices: Video analysis of verbal and non-verbal communication. Psychology of Sport and Exercise, 58, 102095.
• Tamminen, K. A., Poucher, Z. A., & Povilaitis, V. (2017). The car ride home: An interpretive examination of parent–athlete sport conversations. Sport, Exercise, and Performance Psychology, 6(4), 325–339.
• Visek, A. J., Achrati, S. M., Mannix, H. M., McDonnell, K., Harris, B. S., & DiPietro, L. (2015). The fun integration theory: Toward sustaining children and adolescents sport participation. Journal of Physical Activity and Health, 12(3), 424–433.